Magasinet MOBILT BREDBÅND
- Danmarks uafhængige online-magasin
om mobilt bredbånd
FAQ

Mobilt bredbånd - FAQ for nybegyndere og andre interesserede

Hvad er mobilt bredbånd?

Med mobilt bredbånd opnår man internetforbindelse via mobilmasternes sendenet. Dette har sådan set været muligt i mange år, men det er først i løbet af de seneste par år, at man gradvist har opnået så høje hastigheder på mobil dataoverførsel, at det med rimelighed kan kaldes bredbånd. Mobilt bredbånd er altså ganske enkelt en bredbåndsforbindelse via mobilnettet.


Hvordan fungerer det i praksis?

Som med en fast internetforbindelse skal man bruge et modem. Der findes forskellige typer, men den langt mest udbredte type er et USB-modem, der ikke fylder ret meget og normalt installerer sig selv, når man sætter det ind i computerens USB-port. Når man tegner et nyt abonnement, får man ofte et USB-modem med gratis eller meget billigt.

Der er dog også andre måder at koble sig på det mobile bredbåndsnet. Stadig flere bærbare computere bliver leveret med et indbygget modem. Det betyder, at man blot skal bruge et SIM-kort fra en mobiloperatør og altså ikke behøver et eksternt modem. Dette gælder bl.a. de populære mini-bærbare (også kaldet 'netbooks'), som mange selskaber er begyndt at sælge med tilskud i forbindelse med oprettelse af et nyt abonnement.


Hvor mange selskaber og mobilnet er der i Danmark?

Der er efterhånden rigtig mange selskaber, der tilbyder mobile internetløsninger. Der er dog i alt kun fire af de såkaldte 3G-net i Danmark, der er forudsætningen for at kunne levere mobilt bredbånd. Disse net ejes af henholdsvis selskabet 3, TDC, Telenor og Telia. Alle andre selskaber lejer sig altså ind på et af disse net, og det er altid en god ide at tjekke, hvilket net en udbyder benytter - f.eks. i vores guide til aktuelle tilbud på markedet.


Hvor stor er forskellen på de fire 3G-net?

Selvom alle fire net hele tiden blive udbygget og opgraderet, er der stadig ret stor forskel på dækning og hastighed. Det klart bedste 3G-net i Danmark er selskabet 3's, hvilket bl.a. skyldes at 3 fra starten har satset kraftigt på teknologien og var de første, der begyndte at opgygge deres net. Der er ingen tegn på, at 3 vil miste sin førerposition inden for overskuelig fremtid, og efter den seneste opgradering kan selskabet nu tilbyde mobilt internet med helt op til 16 Mbit/s i centrum af København og Århus samt op til 10 Mbit/s i resten af landet. I øjeblikket er det udover 3 selv kun selskabet Oister, der tilbyder mobilt bredbånd via 3's net.

Det betyder dog på ingen måde, at de tre øvrige net er dårlige. TDC's 3G-net har i løbet af det seneste års tid etableret sig som en klar nr. 2 efter kraftige opgraderinger. Forskellige uafhængige tests har vist, at nettet nange steder nu fugererer lige så godt som 3's, omend hastigheden gennemsnitligt stadig er noget lavere. Udover TDC selv benytter bl.a. Telmore og Fullrate nettet.

Også Telenor og Telia er ved at være godt med, selvom især Telia stadig har meget begrænset 3G-dækning uden for de store byer. Uanset hvilket selskab og net man vælger, er det altid en god ide at tjekke et opdateret dækningskort, før man slår til. Det gælder især, hvis man bor i en mindre by eller på landet. I vore anmeldelser finder man link direkte til disse.


Hvad hvis man vil have mobilt bredbånd på flere computere?

Med et normalt USB-modem kan man kun være på nettet med en computer ad gangen. Modemet er dog ikke låst til en bestemt computer, så man kan gå på nettet med alle computere, der har en USB-port - både stationære og bærbare.

Hvis man har brug for at være online med flere computere samtidig, skal man købe en router, der gør det muligt at dele forbindelsen via et trådløst netværk. Dette kan bl.a. være nyttigt, hvis man helt vil droppe den faste bredbåndsforbindelse. I øjeblikket er det os bekendt kun selskabet 3, der sælger routere til mobilt bredbånd.


Er mobilt bredbånd stabilt og hurtigt nok til, at man kan droppe sin faste forbindelse?

Det er et godt spørgsmål, som det dog er svært at give et generelt svar på. Det kommer både an på ens behov, hvor man bor, og hvilket selskab man vælger. For mange 'almindelige' internetbrugere vil svaret dog efterhånden være 'ja'. Hvis man primært bruger nettet til at surfe, tjekke mail, chatte og evt. høre radio og se små videoklip, vil en mobil bredbåndsforbindelse normalt kunne opfylde dette behov.

Generelt er hastighed og dækning bedre i de større byer, selvom især 3's og TDC's net efterhånden også har rigtig pæne hastigheder i de øvrige dele af landet. Husk altid at tjekke et dækingskort, før du tegner abonnement og forhør dig evt. om fortrydelsesret (hvilket mange selskaber tilbyder), hvis produktet ikke lever op til dine forventninger.

Selvom nettene hele tiden bliver bedre, har mobilt internet dog stadig sine begrænsninger. En af de vigtigste er, at der er en forbrugsgrænse. Typisk må man downloade op til 10 GB data pr. måned, men da det varierer fra abonnement til abonnement, bør man altid undersøge dette i forvejen. Forbrugsgrænserne skyldes, at teleselskaberne vil undgå en overbelastning af deres net
, og i de fleste tilfælde er grænsen høj nok til, at den ikke generer almindelige brugere. Hvis man downloader mange meget store filer (f.eks. film, billeder, spil m.v.), kan man dog godt risikere at nå op over 10 GB om måneden, og så kan det være en god ide at beholde en fast bredbåndsforbindelse ved siden af den mobile.


Hvordan bliver mobilt internet i fremtiden?

Det bliver hurtigt! Læs vores artikel om fremtidens mobile bredbånd her.


Sidst opdateret: 30/11-2009