Alle, der er vant til at flyve, ved at man skal huske at slukke mobiltelefonen inden afgang. Normalt skal den også forblive slukket, indtil man igen holder ved gaten. Nu er der imidlertid håb for dem, der altid glemmer at sende den sidste sms, inden det er for sent. På langdistanceflyvninger med Lufthansa bliver det nemlig snart muligt at skrive sms'er og sågar surfe på nettet i 10 kilometers højde.
Servicen skulle blive tilgængelig på alle Lufthansas langdistanceruter i løbet af det kommende år, og det er Panasonic, der skal levere teknikken. I praksis kommer det til at fungere som et hotspot, der i dag bl.a. kendes fra lufthavne.
Den yderst mobile internetadgang er i følge Lufthansas direktør Wolfgang Mayrhuber primært rettet mod forretningsfolk, og man kommer da også til at betale ekstra for servicen. Hvor dyrt det bliver at tjekke mail midt over Atlanten er dog ikke fastlagt endnu.
Copyright 2009 - Magasinet MOBILT BREDBÅND - Daney Web Ltd.