Hvis du var imponeret, da selskabet 3 i efteråret lancerede hastigheder på op til 16 Mbit/s i København og Århus, så hold godt fast. I følge magasinet Ingeniøren har den svenske elektronikgigant Ericsson nemlig for nyligt fået hastigheden op på svimlende 1 Gbit/s. Det er flere hundrede gangere hurtigere end den reelle hastighed, som de fleste brugere af mobilt bredbånd oplever i dag, og dermed levnes der ikke meget håb for ADSL og de øvrige faste bredbåndsforbindelser.
Med en sådan hastighed vil man bl.a. kunne streame video i meget høj kvalitet, og en hel DVD vil kunne downloades på mindre end et minut. Det skal dog siges, at denne hastighed selv med den kommende 4G-teknologi (også kendt som LTE - Long Term Evolution) ikke vil blive mulig i praksis, hvilket ud over nogle tekniske begrænsninger bl.a. skyldes, at der altid vil være flere brugere om at dele forbindelsen, samt at noget af båndbredden skal bruges til upload.
I følge Ingeniøren er det især det kinesiske selskab Huawei, som Ericsson konkurrerer med om at levere teknologien bag fremtidens drømmehastigheder.
Copyright 2009-2010 - Magasinet MOBILT BREDBÅND - Daney Web Ltd.